Powerranking: Ulven æder AGF, Brøndby og FCK Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Powerranking: Ulven æder AGF, Brøndby og FCK

Hvem er stærkest og svagest i Superligaen lige nu? Campos powerranking før 20. runde.

FCM FCK Brøndby AGF
Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Velkommen til Campos nye powerranking.

Her giver chefredaktør Troels Bager Thøgersen sit bud på styrkeforholdet i Superligaen, som han ser det nu.

Powerrankingen er ikke et demokrati: En nylig sejr og de seneste resultater, placeringen i rækken og klubbens navn dikterer ikke, hvor klubben ligger: Man har intet krav på at ligge over et hold, man lige har slået weekenden inden.

Det her er vurderingen af, hvem der er stærkest lige nu, hvis alle 12 hold kunne blive målt mod alle Superliga-rivalerne i dag med de spillere, der er til rådighed lige nu.

1: FC Midtjylland

AGF er nummer ét i Superligaen, men i min bog er FC Midtjylland det stærkeste hold.

Ja, anfører Mads Bech Sørensen er skadet, og Franculino og Mikel Gogorza er ude, så det er tæt i toppen.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Men FC Midtjylland har også spillet 14 kampe flere end AGF i sæsonen på grund af Europa League og har lidt bedre tid i kampprogrammet nu, så det taler til fordel for FCM, der som bekendt også kom fra pokalkampen torsdag aften i Århus med en 1-0-sejr.

2: AGF

Det er et meget sammenspillet hold, Jakob Poulsen sender på banen, og nu har han Magnus Knudsen at trække på som central midtbanespiller.

Tobias Bech og Gift Links så stærke ud i premieren mod OB, og kan AGF holde folk skadesfri og bryde trenden med lunkne slutspil, bliver der guldræs hele vejen ind i maj.

Pokalsemifinalen i Oddset Pokalen mellem AGF og FC Midtjylland på Ceres Park Vejlby i Aarhus torsdag den 12. februar 2026.

Men: Snævre kampe skal vindes – det var nær gået galt mod OB, og det gik galt mod FCM, så der er stadig noget at forbedre.

3: Brøndby IF

Mange vil helt sikkert have Brøndby højere, og det forstår jeg godt.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Men prøv også at spørg cheftræner Steve Cooper, hans trænere og spillerne, om man har brug for at lære hinanden at kende, når seks nye spillere er kommet til.

Det kan ændre sig på få uger, men det er en stor forandring halvvejs i sæsonen, og tegnene på, spillerne skal lære hinanden at kende, var der da også i 0-0-kampen med Randers.

4: FC København

Der er noget bekymrende over FCK's offensiv, hvor der ikke er mange uden for klubbens ledelse, der mener, det var fornuftigt at gå ud af transfervinduet uden en ny forward.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Men før pokalsejren i midtugen over Viborg havde FCK mødt Napoli, Barcelona og FC Midtjylland, og havde i længere perioder i hver af de kampe vist, der er rigeligt med bid i forsvaret og midtbanen.

Jeg tror, FCK kan komme i omdrejninger uden de mange midtugekampe, men det skal også ske lige nu, eller rutsjer FCK ned ad listen.

5: FC Nordsjælland

Sønderjyske kunne have fået stryg i åbningsrunden med større FCN-effektivitet men slap nådigt med et smalt nederlag.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

FCN er værd at holde grundigt øje med; FCN er før kommet strygende, efter man har brugt første halvdel af sæsonen på at vurdere nye talenter.

FCN har den perfekte mulighed for at vise, man er på vej, når man tager i Parken lørdag.

6: Viborg FF

De kunne godt have fået mere ud af pokalkampen i Parken onsdag, og i weekenden satte VFF tonen for foråret ved at slå Silkeborg – det håber man da i hvert fald selv.

Formkurven var i bedring i efteråret efter en langsom start, og lige nu er VFF sekser i Superligaen – kan offensivspillerne veksle chancer til mål, er der pæne muligheder for at havne i medaljeslutspillet.

7: OB

Noah Ganaus og Max Ejdum er dygtige spillere, og fynboerne var ikke langt fra 1 eller 3 point i Århus mandag aften.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Men OB har også et voldsomt svært program og kommer under hårdt pres i Top 6, så måske var det tilsvarende mildere program i efteråret en smule misvisende.

8: Sønderjyske

Det var en svær start i Farum, og nu er fire hold lige i hælene på sønderjyderne.

Det er nærmere kunstgræsset i Farum og et godt hjemmehold end salget af Kristall Ingason, der gjorde søndagen svær for Thomas Nørgaards hold, men man skal jo vinde en kamp og muligvis også have et eller to point yderligere for at komme med i bedste halvdel.

Et besøg af Silkeborg er en perfekt anledning til at få en vigtig sejr, før to sværere kampe mod Brøndby og OB lukker grundspillet.

9: Randers FC

Det sluttede uden mål i Brøndby, blandt andet efter en flot redning af Paul Izzo i Randers-målet.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et point i Brøndby er slet ikke dårligt, men Randers skal jo til at score mål for at holde sig fra nedrykningszonen, og nu er Fredericia faretruende tæt på kun tre point bagud.

Strakspåbud i Randers: Må lukke del af tribunen

10: FC Fredericia

Fredericia var ved at vælte i anden halvleg i Vejle i mandags, men første halvleg var så opløftende, Fredericia her i powerrankingen ryger over nedrykningsstregen.

Der var noget bid i offensiven, og ikke kun takket være den nye angriber Friday Etim, hentet i FC Midtjylland.

Fredericia skal helst ikke ned at forsvare i eget felt for længe ad gangen, for dernede pibler målene ind, ligesom de gjorde i efteråret.

11: Silkeborg IF

Viborg vandt fortjent i Silkeborg i åbningsrunden, og det er altså svært at sælge en historie om, at der skulle være en opløftet stemning og optimisme på holdet efter en januar i transferhistoriernes tegn.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Defensiven havde det hårdt i 2025, og efter at have trænet hjemme på kunstgræsset en hel måned uden træningslejr var SIF bare næstbedst i søndags.

Dataene er i det hele taget ikke voldsomt opløftende: Modstanderne spiller sig ofte til gode afslutninger mod SIF i denne sæson, og man kan være under nedrykningsstregen efter denne runde.

12: Vejle Boldklub

Den start i første halvleg med en ny cheftræner var lige det, Vejle ikke havde brug for.

VB var tæt på at få point alligevel, og vi så jo et par flotte sejre over FCK og Brøndby i slutningen af efteråret.

Men når defensiven kan være så rystende usikker, som den var i første halvleg mod Fredericia, kan VB ikke starte andre steder end på den 12. plads, der også er Vejles plads i tabellen.

Eksklusivt: Her er Superligaens spillerbudgetter

Mest læste

Notifications

Notifikationer