Eksklusivt: Julius Beck får længere aftale i ny klub
Julius Beck flyver ifølge Campos oplysninger snart til Sverige, hvor han skal spille resten af året.

Julius Beck kan snart kalde sig ny spiller i den svenske storklub IF Elfsborg.
Tipsbladet har allerede skrevet, at den talentfulde midtbanespiller skifter fra Sturm Graz til Elfsborg på en lejeaftale frem til sommer, men nu kan Campo fortælle, at den plan er ændret.
Elfsborg, Beck og Sturm Graz er de seneste dage nemlig blevet enige om at ændre længden på lejeaftalen, så den nu løber helt frem til udgangen af året.
Det betyder, at den 20-årige dansker kan fuldføre sæsonen i Allsvenskan, som er en helårsturnering.
Beck rejser snart til Sverige, hvor den står på lægetjek og kontraktunderskrivelse, inden han i starten af denne uge bliver præsenteret som ny mand i den svenske klub.
I Elfsborg er der store forventninger til den danske midtbanespiller, og klubben har således sikret en frikøbsklausul på Beck, der er på kontrakt i Sturm Graz frem til sommeren 2029.
Julius Beck har spillet et hav af ungdomslandskampe for Danmark lige fra U16- og frem til U20-landsholdet, og han imponerede i Esbjerg fB i sidste forår, hvorfor Sturm Graz stod klar til at købe ham i sommer.

Her er det foreløbigt blevet til seks optrædener for den østrigske storklub, der aktuelt ligger nummer tre i den hjemlige Bundesliga.
Foruden Esbjerg og Sturm Graz har Beck tidligere spillet i Sønderjyske, italienske Spezia og AGF.
Elfsborg
Sturm Graz












