Rooney kender det – føler med Frank
Den tidligere topspiller og nuværende manager og fodboldekspert føler med sin danske kollega.

Det er et af de største job i fodboldens verden.
Tottenham Hotspur er en af de store klubber i verdens bedste liga turnering Premier League, og nu mærker Thomas Frank for alvor presset.
Efter lørdagens 2-1 nederlag mod West Ham blev den danske manager mødt med tilråb fra klubbens fans: "You're getting sacked in the morning"
I nedtakten til lokalopgøret på Tottenham Hotspur Stadium fik Thomas Frank dog en vis medfølelse fra en af eksperterne.
- Jeg så Thomas Frank efter opgøret, og jeg føler med ham. Jeg har været i den position, og det er ikke et rart sted at være. Det er et ensomt sted nogle gange, og specielt når han kan mærke, at nu skifter stemningen, siger Wayne Rooney i BBC's Match of the Day.
Spurs har tabt fire af de seneste syv Premier League-kampe, og selv forklarede Thomas Frank efter opgøret, at han mærker opbakning fra klubbens ledelse. Det interview kan du se øverst i artiklen.

Men problemet ligger ifølge Wayne Rooney et andet sted.
- Jeg tror, at Tottenhams fans har talt, og vi har set det før. De er ikke tilfredse med det, der foregår, og desværre - når det sker - så ser det ud til, at han vil miste sit job.
- Jeg har stået på Elland Road, og jeg vidste, at det ville ske. Det er ikke en rar følelse, siger Rooney, der altså sagtens kan sætte sig i Thomas Franks sted.
Tottenham Hotspur tabte igen igen i overtiden mod West Ham. Det skete også i forrige opgør mod Bournemouth. Se sammendraget fra lørdagens opgør nedenfor.
Tottenham og Thomas Frank kan få oprejsning allerede på tirsdag, når de på hjemmebane møder Borussia Dortmund i Champions League.

Thomas Frank
Tottenham Hotspur












