Medie: Ter Stegen på vej til LaLiga-rival
Marc-André Ter Stegen er på vej væk fra FC Barcelona.

Marc-André Ter Stegen er blevet kanonføde i Barcelona.
I hvert fald er den tyske målmand blevet degraderet til reserve efter ankomsten af Joan Garcia i sommer, mens Ter Stegen også har siddet ude med en skade.
Således søger den 33-årige tysker efter alt at dømme grønnere græsgange, og det menes nu bare at være et spørgsmål om tid, før han er klar til at tørne ud for en af FC Barcelonas LaLiga-konkurrenter.
Således skriver Marca, at Girona og Barcelona nu forhandler om en lejeaftale, som sender Ter Stegen til Girona.
Hagen ved den ordning er dog, at Girona ikke har råd til at dække tyskerens løn, og ifølge Marcas oplysninger kan klubben kun dække mellem 10 og 20 procent af hans samlede løn.

Trods alt menes Girona at være optimistiske omkring at lande en aftale inden for den næste uge.
Marc-André Ter Stegen kom til FC Barcelona tilbage i 2014 fra Borussia Mönchengladbach og har siden været et af de sikreste kort i Blaugranas startopstilling.
I alt har tyskeren spillet 423 kampe for klubben med 176 clean sheets at bryste sig af, men nu tyder det på, at tiden i Barca lakker mod enden.
Ter Stegen har kontrakt med klubben frem til sommeren 2028.
FC Barcelona
Girona












