To danskerscoringer i hæsblæsende tysk affære
Rasmus Nissen Kristensen åbnede ballet, men det blev Nikolas Nartey, der blev matchvinder, da Stuttgart tog imod Frankfurt.

Der var masser af dansk islæt, da Eintracht Frankfurt tirsdag aften gæstede Stuttgart.
Både Rasmus Nissen Kristensen og Oscar Højlund startede nemlig opgøret, hvor også Nikolas Nartey kom i aktion for Stuttgart.
Rasmus Nissen Kristensen åbnede ballet for Frankfurt, men det blev Nikolas Nartey og Stuttgart, der trak det længste strå, da danskeren kort før tid blev matchvinder med sin scoring til 3-2.
Det var ellers Frankfurt, der kom bedst fra start i opgøret.
Efter blot fire minutter steg den danske landsholdsspiller Rasmus Nissen Kristensen nemlig til vejrs på en hjørnespark, og med et flot hovedstød kunne han sende bolden i en høj bue over i det lange hjørne. En scoring, der sendte Frankfurt op på en øjeblikkelig fjerdeplads.
Stuttgart fik dog opgøret vendt på hovedet i første halvleg.
Først var det Ermedin Demirovic, der efter en brøler af Kaua Santos i Frankfurt-målet, kunne prikke den udlignende scoring i mål.
Og med ti minutter igen af første halvleg, kunne Stuttgart så bringe sig i front.
Her var det Deniz Undav, der modtog bolden inde i Frankfurt-feltet. Her snørede han Oscar Højlund med en flot detalje, inden han, via en afretning, kunne sende bolden over i det lange hjørne med en flad afslutning.
Dermed kunne Stuttgart gå til pause med en 2-1-føring.
Efter godt en times spil var Frankfurt millimeter fra at bringe sig tilbage i opgøret.
Her dumpede bolden ned for fødderne af Ansgar Knauff, der resolut flugtede bolden mod kassen, men her stod overliggeren i vejen for, hvad der ellers havde været en kongekasse af den tidligere Dortmund-spiller.
Efter 77 minutter kom den 21-årige marokkaner Ayoube Amaimouni på banen til sin Bundesligadebut efter sit skifte til Frankfurt tidligere i januar. Og det skulle vise sig at være en god beslutning.
Med ti minutter igen modtog den unge Frankfurt-kant nemlig bolden i højresiden, og med et træk ind i banen kunne han bringe sig på skudhold. Ét skud, han sendte ned i det lange hjørne.

Dermed lignede det, at Frankfurt skulle sikre sig det ene point, men Stuttgart ville det anderledes. Og her var det endnu en dansker, som bragte sig i hovedrollen.
Nikolas Nartey, som kom på banen efter en times spil, dukkede nemlig op med tre minutter igen af den ordinære tillægstid og kunne sparke alle tre point hjem til Stuttgart.
Det blev opgøret sidste scoring, og dermed kunne Stuttgart sendte Frankfurt hjem med et 3-2-nederlag i baggagen.
Du kan se de to danske scoringer herunder:
Eintracht Frankfurt
Rasmus Nissen Kristensen
VfB Stuttgart












