Lykkelig Amini: Havde næsten opgivet håbet
De sidste snart to år har været svære Mustafa Amini, men nu er han langt om længe tilbage.

Mustafa Amini har ventet og ventet, og nu får han chancen.
Den tidligere AGF-stjerne har ikke spillet en kamp siden april 2024 efter en lang periode, der har budt på kontraktstrid med Perth Glory og en knæskade, der ikke blev håndteret korrekt.
Snart er han dog langt om længe tilbage på banen.
Australieren har nemlig skudt 2026 i gang med at underskrive en kontrakt med Nakhon Si United i Thailand, hvilket Campo kunne fortælle torsdag morgen.
Det er en stor lettelse for Amini, der i skrivende stund ikke har spillet en professionel fodboldkamp i 613 dage.
- Jeg er stolt og glad for at være tilbage i et professionelt miljø. Det, der skete for mig, ønsker jeg ikke for nogen. Fodboldspillere er også mennesker.
- Det er spændende. Efter så lang tid, hvor jeg næsten troede, at chancen aldrig ville komme, får jeg den nu. Jeg føler mig som et barn, der skriver sin første professionelle kontrakt.

- Jeg er topmotiveret og klar til at give alt, hvad jeg har, siger Mustafa Amini til Campo.
Ny kontrakt
32-årige Amini har ifølge Campos oplysninger i første omgang skrevet under på en fire måneder lang kontrakt.
Midtbanespilleren tilslutter sig et Nakhonsi Si United-mandskab, der er i fare for at rykke ned i den tredjebedste række i Thailand, og han ser frem til at hjælpe holdet til overlevelse.
- Det er en klub, der håber på at skrabe så mange point sammen som muligt og blive i ligaen, og jeg har skrevet under for at hjælpe dem med netop det.
- Derfor kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang, lyder det fra australieren.

Aminis første mulighed for at gøre comeback er den 9. januar, hvor hans nye arbejdsgiver møder rækkens nummer to, Police Tero FC.
Følg også Campos livedækning af transfervinduet lige her!
Nakhonsi Si United ligger på 15. pladsen i Thai League 2 to point over nedrykningsstregen.
Den tidligere AGF-midtbanekriger forlod klubben i 2020, men han følger stadig klubben tæt i dag:

AGF












