16 straffespark! Franskmand blev skurk i vanvittigt pokaldrama
Carabao Cup-kvartfinalen mellem Arsenal og Crystal Palace skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.

For sidste gang inden jul skulle der spilles fodbold i det engelske.
Det foregik på Emirates Stadium i London, da Arsenal og Crystal Palace bragede sammen i Carabao Cup-turneringen.
Her havde Mikel Arteta valgt at stille med flere af reserverne, herunder danske Christian Nørgaard, til opgøret, hvilket sendte stjerner som Bukayo Saka, Martin Ødegaard, Declan Rice og David Raya på bænken.
Til gengæld var Gabriel Jesus udpeget til startopstillingen, hvilket var brasilianerens første start siden januar. Hele 2025 har angriberen kæmpet sig tilbage fra en korsbåndsskade, og nu var tiden kommet til en startplads.
Jesus fik dog ikke hul på målbylden, og generelt tydede det lidt på, at begge hold var gået på juleferie, for målene udeblev længe i opgøret.
I anden halvleg måtte Arsenal dog smide det tunge skyts ind i Bukayo Saka og Martin Ødegaard, og det viste sig at give pote.
For i det 80. minut kunne Saka slå et hjørnespark, der efter lidt klumpspil i feltet endte bag Palace-målmanden Walter Benitz. Samtidig var det gæsternes Maxence Lacroix, der blev noteret for scoringen.

Inden da måtte Crystal Palace-amerikaneren Chris Richards bæres fra banen efter et uheld, der gik ud over centerbackens ene fod. Heldigvis for Palace blev der andet at glæde sig over, da Marc Guehi udlignede i den dybe tillægstid.
Derfor skulle opgøret afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Begge hold måtte sparke otte gange, før vinderen blev fundet. Her lykkedes det for Kepa i Arsenal-målet at gå til den rigtige side, da Maxence Lacroix blev skurk for Crystal Palace. Selvsamme franskmand stod også bag Arsenals 1-0-mål.
Straffesparkskonkurrencen ender 8-7 i Arsenals favør. Se afgørelsen nederst i artiklen.
Der er allerede trukket lod til semifinalerne, og her kommer Arsenal igen til at stå over for en London-klub. Næste gang er det dog Chelsea, der er modstanderen.
Den 27. december skal både Arsenal og Crystal Palace i aktion igen. Premier Leagues førerhold får besøg af Brighton, mens Crystal Palace står over for Thomas Frank og Tottenham.
Forud for pokalkvartfinalen var der gensyn med en af Arsenals angrebsstjerner, der har været plaget af en skade hele efteråret.
Læs mere herunder:

Se afgørelsen her:
Arsenal
Crystal Palace












