– Kan score 100 mål uden at vinde Ballon d’Or
Harry Kane ved, hvad det kræver at vinde den prestigefulde hæderspris.

Harry Kane er brandvarm i denne sæson.
Også i en sådan grad, at han allerede nu bliver meldt blandt favoritterne til næste års Ballon d'Or.
Selv tager han dog situationen ganske afdæmpet.
Det hele står og falder nemlig ikke nødvendigvis, hvor god en sæson han selv spiller. Eller hvor mange mål, han laver.
Han mener i stedet, at det hele i 2026 kommer til at stå og falde med Champions League og VM-slutrunden i USA, Canada og Mexico.
- Jeg kunne score 100 mål i denne sæson, men hvis jeg ikke vinder Champions League eller VM, så vinder man nok heller ikke Ballon d'Or.
- Det er det samme for [Erling] Haaland og alle andre spillere. Man bliver nødt til at vinde de store trofæer. Med den måde, som sæsonen er ved at udvikle sig på i Bayern München, så ser vi ud til at være i god form. Det ligner, at vi er en af favoritterne til Champions League.
- Det er det samme med England. Jeg tror, at vi kommer til at gå ind til turneringen [VM] som en af favoritterne, siger han ifølge Daily Mail.

Harry Kane står i denne sæson noteret for 23 scoringer i 17 kampe for Bayern München, mens det med søndagens sejr over Albanien er blevet til fem mål i fem kampe for England.
England
Bayern München
Harry Kane












