Lewandowski er ikke skræmt længere – overvejer pension
Den polske stjerneangriber skulle lige nu være i færd med at gøre sig seriøse og afgørende overvejelser.

Alderen siger det meste.
Som 37-årig har Robert Lewandowski sine bedste fodboldår bag sig.
Godt nok har han stadig sigtekornet indstillet skarpt og præcist mod modstanderens mål, når han bliver bragt i spil.
Men der er længere mellem snapsene, for småskaderne fylder mere og mere for den rutinerede polak.
Lige nu står han med udsigt til kontraktudløb i FC Barcelona til sommer.
Men selvom tiden går, så har den catalanske storklub endnu ikke besluttet sig for, hvad der skal ske.
Og netop klubbens beslutning kan vise sig at blive enormt definerende for Robert Lewandowski.
Ifølge spanske Sport er han nemlig ikke længere skræmt af tanken om at indstille karrieren. Pension er ikke længere et tabu for ham, lyder det.

Det skyldes ikke mindst, at han og familien har det så godt i Barcelona, at der skal noget ekstraordinært godt til, hvis han skal fortsætte karrieren andetsteds. Et skifte med en stor løncheck i Saudi-Arabien skulle eksempelvis ikke være videre tiltalende for ham.
Selv foretrækker Lewandowski angiveligt at blive i Barca - også selvom det kan betyde en ny rolle med en lavere plads i hierarkiet og flere pladser på bænken.
Kun hvis det perfekte tilbud opstår andetsteds, kan han fristes væk fra en spanske storklub - og storby.
Forventningen er ifølge Sport, at man i Barca-ledelsen vil trække beslutningen lidt endnu. Det kommer til at afhænge af tal, følelser og fysik - og om det at lade ham gå kan åbne døren for en eller flere nye og spændende angribere.
Robert Lewandowski har i denne sæson scoret syv gange i ni LaLiga-kampe. Det til trods for, at han i fem af de kampe har spillet 25 minutter eller mindre.
Robert Lewandowski
FC Barcelona












