Moyes bekræfter: Jack Grealish må ikke spille mod City
Jack Grealish må se til fra tilskuerrækkerne, når Everton og Manchester City ramler sammen.

Når Everton lørdag gæster Manchester City, bliver det uden holdets mest funklende stjerne i denne sæson.
Jack Grealish må nemlig ikke spille mod den lyseblå gigant, som han lige nu er udlejet til Everton fra.
Det bekræfter Everton-manager David Moyes på et pressemøde fredag.

- Ja, vi kommer til at mangle Jack, fordi han har spillet så godt for os.
- Det vidste vi, da vi hentede ham på lån fra Manchester City. Så det er ikke noget, som vi ikke havde forventet.
- Men ja, vi må gøre os klar til at møde Manchester City, siger David Moyes.
At Jack Grealish ikke må spille mod den klub, som han egentlig er på kontrakt hos, er umiddelbart glædeligt nyt for netop Manchester City.
I hvert fald har den 30-årige englænder været i hopla, siden han skiftede til Everton på leje i sommerens transfervindue.
Indtil videre står han noteret for en scoring og fire oplæg i syv Premier League-kampe for den blå Merseyside-klub.
Everton og Manchester City ramler sammen lørdag klokken 16.00.
David Moyes
Manchester City
Everton












