Gamle rivaler indgår historisk samarbejde: OB og B1909 slår pjalterne sammen
De er ikke kendt for at være venner, men for at være rivaler.

I det 20. århundrede havde man aldrig troet på, at det kunne ske.
OB og B1909, der historisk er kendt for at være de to mest markante fodboldklubber i Odense og samtidig gode gammeldags rivaler, har indgået et samarbejde.
Det fremgår af en pressemeddelelse onsdag.
Samarbejdet går i al sin enkelthed ud på at styrke indsatsen om børne- og ungdomsfodbold i Vollsmose og det omkringliggende område.
Samarbejdet er opstået til trods for de to klubbers årelange forhold som rivaler.
- Vi er ikke kendt for at være venner, vi er kendt for at være rivaler. Men i dag står vi side om side i et nyt og historisk samarbejde mellem to klubber, der har et fælles ønske om at gøre noget for fodboldbyen Odense i fremtiden med fokus på børne- og ungdomsfodbolden, står der blandt andet i pressemeddelelsen.
B1909's formand, Jesper Kent Mortensen, er ikke blev for at tale stort om det nye samarbejde med OB:
- Det er en historisk dag for fodbolden i Odense. At to klubber med så stor historie imellem os nu finder hinanden for at give området et løft, er noget jeg er utrolig stolt af, siger han.
Samme stolthed kan man også spore i OB:
- Det er to traditionsklubber, der i gennem tiden har været store konkurrenter, som nu har kunne finde et grundlag og et fællesskab i at skabe et samarbejde, hvor der er fokus på klubudvikling, trænerudvikling og dermed også spillerudvikling.
- Det her er ikke noget, der er kommet over natten – det er et samarbejde, vi har arbejdet på i flere år, der nu ser dagens lys, siger akademichef i OB, Tonny Hermansen.
Samarbejdet går konkret ud på, at OB som stiller ekspertise til rådighed for B1909 i form at træningsindsatser, sparring og kurser for trænere og ledere, så klubben, der er placeret i Vollsmose, kan sikre en bedre og mere stabil træning af områdets mange børn og unge, der har brug for noget struktur, så de også kan få ambitioner indenfor fodbolden.
Den anden vej får talenter i området nu kortere vej til OB's akademi, fordi B1909 nu kan hjælpe dem videre til Ådalen med en stærkere fodboldgrundudannelse:
- Samarbejdet med OB giver os også mulighed for, at vi sammen kan fastholde talenter på Fyn, så de kan fortsætte deres fodbolduddannelse i nogle rammer, der kan bane vejen mod en elitetilværelse samtidig med, at det kommer os til gavn, siger Jesper Kent Mortensen.

Aftalen strækker sig i første omgang frem til marts 2028.
B1909 og OB har tilsammen vundet fem danske mesterskaber.
OB












