Roony Bardghji ærgrer sig over Jordan Larsson-afbud: Heldigvis ikke alvorligt
Den tidligere FCK’er havde set frem til at blive genforenet med Jordan Larsson i den svenske landsholdslejr.

Landsholdssamlinger er for de fleste fodboldspillere også lig med muligheden for at få tilbragt tid med gode venner og tidligere holdkammerater.
Lige netop den del havde Roony Bardghji tilsyneladende set frem til, da han blev udtaget til Jon Dahl Tomassons svenske landshold.
Blandt andet håbede han på at kunne få hilst på F.C. Københavns Jordan Larsson, der også blev udtaget i første omgang.
Mandag måtte Jordan Larsson dog melde afbud til det svenske landshold med en overbelastningsskade.
Og det ærgrer Roony Bardghji:
- Det blev jeg virkelig ked af at se. Jeg havde håbet på at se ham her, for vi skriver meget sammen.
- Da jeg hørte, at han ikke kom alligevel, skrev jeg til ham med det samme for at sikre mig, at han var okay. Det var heldigvis ikke noget alvorligt, så det var dejligt at høre, siger Roony Bardghji ifølge Sportbladet.

Den 19-årige Roony Bardhji har i dag sin daglige gang i FC Barcelona.
Han har fået fire kampe for Barca siden sit skifte i sommer. Til gengæld jagter han fortsat sin debut for det svenske A-landshold.
Første mulighed for at få krydset den milepæl af listen er på fredag, når Sverige tager imod Schweiz. Tre dage senere er det Kosovo, der byder op til dans på svensk grund.
Roony Bardghji
Jordan Larsson
Sverige












