Haaland sniger sig ind på Højlunds Instagram med kæk opfordring
Erling Haaland har rakt ud til Kevin De Bruyne inde i kommentarsporet på et af Rasmus Højlunds opslag.

Hvad har Erling Haaland og Rasmus Højlund tilfælles?
Efterhånden en hel del.
De to blonde angribere fra Skandinavien er på kontrakt i hver deres Manchester-klub og er omtrent lige ivrige efter at score mål.
Men som om det ikke var nok, har de nu også begge prøvet at spille med Kevin De Bruyne bag sig.
Erling Haaland havde fornøjelsen af belgieren i Manchester City, mens Rasmus Højlund nu er blevet holdkammerat med De Bruyne i Napoli på bagkant af et transfervindue, der også endte med at sende danskeren til det sydlige Italien.
Onsdag kastede samarbejdet mellem danskeren og belgieren to scoringer af sejr, da De Bruyne assisterede til begge Højlunds mål i 2-1-sejren over Sporting.
De fik Højlund til at dele et billede på Instagram med teskten:
- "Højlund scorer to mål i Champions League efter to oplæg af Kevin De Bruyne" stod ikke på mit 2025 bingokort.
Opslaget har i skrivende stund fået 669.000 likes og affødt mere end 22.000 kommentarer.
Én af de kommentarer er dog lidt mere iøjnefaldende end andre.
Det er nemlig ingen ringere end Erling Haaland, der har sneget sig ind på Rasmus Højlunds profil med et ganske klart budskab.
Han har nemlig valgt at tagge Kevin De Bruyne med ordene: "Feed him", hvilket groft kan oversættes til, at belgieren skal blive ved med at servere assister til Rasmus Højlund.
Selve kommentaren fra nordmanden har affødt næsten 38.000 likes.
Kevin De Bruyne har mulighed for at følge Erling Haalands opfordring søndag.
Her tager Napoli imod Genoa på hjemmebane.

Du kan se Rasmus Højlunds to Champions League-scoringer mod Sporting i videoen øverst i artiklen
Rasmus Højlund
Napoli
Erling Haaland
Kevin De Bruyne












