‘Gribben fra Kerteminde’ har holdt øje med FC Midtjylland
Oliver Christensen har bestemt kunne hjælpe Sturm Graz med sit kendskab til FCM.

📍 Campo på MCH Arena
Der bliver gensyn med et velkendt ansigt, når østrigske Sturm Graz onsdag aften gæster MCH Arena i Herning.
På mål for holdet står nemlig danske Oliver Christensen, der slog igennem i OB under kaldenavnet "Gribben fra Kerteminde".
Christensen har bestemt ikke glemt sine danske rødder, og på pressemødet før Europa League-mødet med FC Midtjylland fortæller den danske keeper, at han har holdt øje med den kommende modstander fra Heden. Særligt fordi der for nylig er sket et skifte.
- Jeg ser Superliga en gang imellem, og jeg har her de sidste par kampe luret lidt på deres (FCM, red.) kampe, fordi de også er skiftet træner, udtaler Oliver Christensen til Campo og den øvrige presse.
Den 26-årige målmands kendskab til dansk fodbold og FC Midtjylland har været nyttig før de to klubbers åbningskamp i den nye sæson af Europa League.

Oliver Christensen husker også tilbage på et hold, der er sprængfarligt i offensiven.
- Jeg har da kunnet bidrage med noget, men selve fundamentet af FCM har ikke ændret sig.
- Det er stadig et hold, der har bringer intensitet og fysik og især rigtig dygtige på dødbolde.
- De har noget individuel kvalitet, som de også havde i Evander, Dreyer og Kaba, som var de offensive spillere, der var, da jeg spillede i OB og havde fornøjelsen af at spille mod Midtjylland, siger Oliver Christensen.
Siden Oliver Christensen drog udenlands fra OB, har han været omkring flere store klubber i Europa.
I Østrig har han dog fundet sig godt til rette.
Læs mere herunder:

FC Midtjylland
Sturm Graz












