Tidligere United-stjerne løb fra aftale: Mangler undskyldning
Anthony Martial skiftede denne sommer til mexicanske Monterrey, men faktisk havde han en anden aftale på hånden.

Der var bud efter Anthony Martial denne sommer, og i sidste ende blev det Monterrey fra den bedste mexicanske fodboldrække, der løb med franskmandens underskrift.
Men faktisk havde Martial allerede en aftale på plads med en anden storklub i Mexico, nemlig Pumas U.N.A.M. Det skriver det mexicanske medie TUDN.
Angiveligt skulle den 29-årige franskmand, hans tidligere klub AEK Athen og Martials agent have afholdt adskillige møder med Pumas, og der var også kommet en konkret aftale på bordet.
Men pludselig blev der stille fra Anhony Martial, og Pumas hørte ikke mere, før den tidligere Manchester United-stjerne blev præsenteret hos ligakonkurrenten fra Monterrey, til stor overraskelse for Pumas.
Ifølge TUDN mener rekrutteringschef i Pumas, Miguel Mejia Baron, at det i sidste ende var Martial, der valgte sin næste destination, og at Martial skylder klubben en undskyldning.

- Der er mange sider af historien, både for og imod, men det er ikke repræsentanterne, der bestemmer, det er spilleren. Og spilleren (Martial, red.) besluttede (at skife til Monterrey, red.), og jeg ved ikke, om det var på grund af pengene.
- Det, der måske har manglet, er en undskyldning til Mr. Saracho (sportsdirektør i Pumas, red.). Jeg anser det ikke som dramatisk, siger Miguel Mejia Baron.
Skiftet til mexicansk fodbold er Anthony Martials første skifte ude for Europas grænser.
Vejen er siden rekordskiftet til Manchester United gået forbi Sevilla og AEK Athen, inden Monterrey nu har Martial på kontrakt indtil 2027.
Læs mere om Martials rejse fra top til flop herunder:

Anthony Martial












