Lyngby har cheftræner-emner klar: Håber på udmelding snarest
Listen er klar på Nicas Kjeldsens bord.

Når Lyngby Boldklub tirsdag aften skal sikre sig videre avancement i Oddset Pokalen, bliver det med velkendte ansigter på sidelinjen.
Det bliver nemlig Morten Karlsens assistenter Andreas Bjelland og Bertram Gylling, der står i spidsen for klubben mod Ledøje-Smørum ovenpå tirsdagens fyring af Morten Karlsen.
Herefter vil det i udgangspunktet være klubbens head of coaching, Dan Brimsvik, der midlertidigt overtager ansvaret, indtil en permanent løsning er fundet.
- Vi har kigget på konkrete emner og er forberedte og klar på, hvad vi vil. Vi håber at kunne melde en ny cheftræner ud snarest, men er også helt trygge ved, Dan og teamet kan løse opgaven på den korte bane, lyder det fra sportschef Nicas Kjeldsen.
Lyngby har efter sæsonens første otte kampe i Betinia Ligaen skrabet 12 point sammen i bestræbelserne på at nå målet om en hurtig tilbagevenden til Superligaen.

Den målsætning bliver der ikke pillet ved, og hos klubben nord for København ved de allerede, hvilken type træner, de går efter.
- Til den lange bane skal vi finde en cheftræner, der med bredt lederskab går forrest og kan genskabe tro eksternt, energi internt og rykke holdet sportsligt, fortæller Nicas Kjeldsen.
Morten Karlsen nåede i alt 42 kampe i spidsen for Lyngby Boldklub. Du kan læse mere om furingen her:

Lyngby Boldklub












