Iliman Ndiaye skriver historie i Everton-sejr Foto: Action Images via Reuters/Jason

Iliman Ndiaye skriver historie i Everton-sejr

Iliman Ndiaye blev historisk, da Everton slog Brighton på deres nye hjemmebane.

Iliman Ndiaye jubler efter sin scoring imod Brighton
Foto: Action Images via Reuters/Jason

I maj skrev Iliman Ndiaye sig ind i historiebøgerne i Everton. Her scorede han nemlig det sidste mål nogensinde på Goodison Park for herreholdet.

Nu er Everton rykket ind i det spritnye Hill Dickinson Stadium på havnefronten i Liverpool, og søndag eftermiddag spillede "The Toffees" deres første kamp på den nye hjemmebane, hvor man mødte Brighton

Her skrev Iliman Ndiaye igen historie. Han blev nemlig den første spiller til score på det nye stadion.

Efter en omstilling blev Jack Grealish fundet i venstre side. Han sendte et fladt indlæg på tværs af boksen, og på bagerste stolpe var det altså Iliman Ndiaye, der kom først på bolden og kunne bringe Everton foran.

Øjeblikke forinden havde Brighton ellers flere muligheder for at spolere festen for de blå fra Liverpool, men hverken Kaoru Mitoma eller Danny Welbeck formåde at passere Jordan Pickford i Everton-målet.

Kort før pausen opsnappede danske Matt O'Riley en tilbagelægning fra James Tarkowski, men heller ikke han formåede at få nettet til at blafre bag Pickford.

Derfor kunne Everton gå til pause med en 1-0-føring på deres nye hjemmebane.

Efter pausen blev tingene kun sjovere for Everton. Her bragede James Garner værterne på 2-0 efter 52 minutter på et flot langskud. Og igen var det nyerhvervelsen Jack Grealish, der stod bag oplægget.

Med godt et kvarter igen fik Brighton alletiders mulighed for at bringe sig tilbage i opgøret, da dommeren pegede på straffesparkspletten.

Danny Welbeck tog sig af straffesparket, men Jordan Pickford havde læst på lektien, og kunne redde sparket.

Brighton formåede ikke at bringe sig tilbage i opgøret, og dermed kunne Everton trække sig sejrrigt ud af den første kamp på deres nye hjemmebane.

Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen

Mest læste

Notifications

Notifikationer