Tæt kampprogram – hvad er guleroden for alle andre end eliten?
Både fysisk og mentalt er det en nobrainer at kampprogrammet i Superligaen bør tage mere hensyn til danske holds kvalifikationskampe i Europa. Men hvem vinder på at ændre det?
Randers FC
FC Midtjylland
AGF
Brøndby IF
Sønderjyske
F.C. København
Silkeborg IFDet ligner en helt klassisk debat fra Christiansborg.
De forskellige samfundsklasser diskuterer, hvordan rammerne skal være, og hvordan pengene skal fordeles.
Sådan er det også med debatten om antallet af kampe og hensynstagen til de "få hold" der år efter år spiller europæiske kvalkampe.
At Eliten i dansk fodbold forlængst er stukket af fra middelklassen, og dermed kommer den til at stå noget alene i den her kritik?
Har du bare et minimum af indblik i hverdagen i en dansk fodboldklub, og her mener jeg også alle de danske klubber, hvor det ikke lige står først for at smutte i lufthavnen for derefter at indlogere sig på et femstjernet hotel og spille på nogle af de største stadioner i verden, så er dilemmaet helt tydeligt.
For hvem er det, der spiller i Europa?
Det er groft sagt FCK, FCM og BIF. Derfra er det lidt mere sporadisk, hvordan danske hold får adgang til de her europæiske kvalifikationskampe. Se bare herunder:
Danske hold i kval-kampe i Europa:
Her ses de seneste 10 års danske hold fra Superligaen, der er kommet til kvalifikationsrunde eller gruppespil under UEFA.
- FCK = 10 gange i træk
- FCM = 10 gange i træk
- BIF = 8 gange
- AGF = 3 gange
- SIF = 3 gange
- FCN = 2 gange
- SØN = 2 gange
- EfB = 1 gang
- Lyngby = 1 gang
- VFF = 1 gang
- Randers = 1 gang
I de seneste to sæsoner er det altså de samme fire hold, der har deltaget i minimum kvalifikationen i Europa, og over en 10-årig periode har F.C. København og FC Midtjylland ikke misset Europa en eneste gang, mens Brøndby kun har misset to års muligheder for at komme hen, hvor de store penge er. Champions League, Europa League og Conference League.
Og kan det være her, problemet i virkeligheden er størst?
At Eliten i dansk fodbold forlængst er stukket af fra middelklassen, og dermed kommer den til at stå noget alene med den her kritik?
For alt imens Jacob Neestrups største bekymring er antallet af kampe, der skal spilles lige nu, forsøger klubberne "i provinsen" at skubbe prisen på et spillersalg over 30 millioner kroner. En femtedel af Victor Froholdts salgspris.
Jeg forstår rent sportsligt Jacob Neestrup og Thomas Thomasbergs kritik, men problemet er klassisk. De står meget alene med deres problem.
Gabet er blevet for stort mellem toppen og resten af Superligaen, og skal der indføres nye rammer i månederne efter sommerferien, bør de største klubber overveje sine argumenter noget bedre.
At Randers, Vejle eller Viborg flytter et par fodboldkampe til en hverdag senere på efteråret, for at tage hensyn til FCK, er næppe noget rigtig godt argument for at få gjort noget ved sagen. Her er der blandt andet færre tilskuere på lægterne og altså et ringere indtægtsgrundlag.
Hvis problemer er stort - og det skal løses - hvad er så guleroden for resten af slænget?
Det bør de største klubber overveje. Ligesom man gør i alle andre problemstillinger, hvor der skal opnås et kompromis.
Der skal være en gevinst for begge parter, før der opnås et godt kompromis.
