Imod Pogbas eget ønske: Han kommer ikke i kamp mod barndomsklub Foto: AS Monaco

Imod Pogbas eget ønske: Han kommer ikke i kamp mod barndomsklub

Pogba er fortsat langt fra fordums styrke.

Paul Pogba holder en AS Monaco-trøje med nummer 8.
Foto: AS Monaco

Der kunne være noget smukt i det, men det bliver ikke.

Paul Pogba er efter afsonet dopingkarantæne vendt tilbage til fodbolden, og torsdag blev han officielt præsenteret i AS Monaco.

Her gjorde Pogba det klart, at han håbede at kunne spille allerede i AS Monacos' Ligue 1-sæsonåbner den 17. august, hvor monegaskerne tager imod Le Havre.

Netop Le Havre spillede Pogba for i to år som ungdomsspiller fra 2007 indtil sit skifte til Manchester United i sommeren 2009, men drømmen om hurtig debut blive klart og tydeligt skudt ned i Monaco.

- Der er intet, der er 100 procent sikkert, men jeg kan garantere jer, at han ikke er i stand til at komme på banen mod Le Havre, og han jokede formentlig bare. Der ville skulle ske noget helt ekstraordinært, lyder det fra AS Monaco CEO Thiago Scuro, der uddbyer:

- Han trænede for sig selv. Når det kommer til belastning og intensitet, er det meget svært at genskabe det miljø, man oplever i et topklub. Det er en holdsport, og det er svært at finde 20 spillere på samme niveau som dig, der kan udfordre dig på intensitet og teknisk beslutningstagning.

- Det handler først og fremmest om at bygge ham fysisk op, og derefter – skridt for skridt – komme ud på banen, vænne sig til træningsbelastningen og intensiteten i vores træningspas. Den sidste fase i opbygningen er, at han kan træne med resten af holdet – og så kan man øge belastningen, lyder det ifølge The Athletic fra Thiago Scuro.

Selv lagde Paul Pogba ikke skjul på, at en af hans helt store grunde til at vende tilbage til fodbolden er drømmen om atter at repræsentere det franske landshold.

Paul Pogba holder en AS Monaco-trøje med nummer 8.
Foto: AS Monaco

- Jeg talte i telefon med Didier Deschamps (fransk landstræner, red.), som sagde til mig: "Det er fint, du har skrevet under med Monaco – du kan komme tilbage, når du vil (han joker)!" Jeg laver selvfølgelig også sjov – selvom det selvfølgelig er enhver fransk spillers drøm at komme på landsholdet.

- Men lige nu er jeg i den første fase af mit comeback, som handler om at komme i form og præstere godt. Der er nogle trin, man skal tage for at nå dertil – og dem skal man gøre sig fortjent til, lyder det fra Pogba.

Paul Pogba står noteret for 91 landskampe for Les Bleus, med hvem han har vundet både VM i 2018 og Nations League i 2021.

Pogba var senest i kamp den 3. september 2023 i en udekampe i Serie A mod Empoli.

Mest læste

Notifications

Notifikationer