
Storklub bekræfter: Forhandler med Leroy Sane
Leroy Sane er efter alt at dømme snart Galatasaray-spiller.

Meget tyder på at Galatasaray kan skrive endnu en stjerne på holdkortet.
Et holdkort hvor der allerede står Victor Osimhen, Alvaro Morata og Mauro Icardi på, kan snart blive en offensivprofil rigere.
Den tyrkiske storklub bekræfter nemlig på klubbens egne platforme, at man er i forhandlinger med Leroy Sane om en transfer, der skal sende tyskeren til Istanbul.
Tidligere på onsdagen har et billede floreret på sociale medier, hvor den tyske superstjerne blev fotograferet foran et fly sammen med sin agent.
Desuden har Galatasaray selv startet en livevideo på YouTube med titlen ‘Følg Leroy Sanes, som vi har indledt forhandlinger med, rejse’, hvor man kan følge et fly der har kurs i sydvestlig retning. I skrivende stund er der knap 1,1 millioner seere, der tracker flyet via udsendelsen.

Leroy Sanes kontrakt i FC Bayern udløber ved udgangen af denne måned, og de tyrkiske mestre kan altså hente den vævre offensivspiller kvit og frit.
Han forlader dermed det sydtyske efter sæsoner i Bayern München. Her er det blevet til fire mesterskaber og to pokaltitler i hjemlandet.
Men nu tyder alt altså på, at han snart kan trække Galatasaray-trøjen over hovedet. Det betyder, at han bliver holdkammerater med danske Elias Jelert, der skiftede til klubben sidste sæson.