
Aarhus Fremad snupper AaB’s U19-anfører: Sjældent, man roser agenterne
Malthe Kjølby skifter Aalborg ud med Aarhus.

Aarhus Fremad er blevet en ung midtstopper rigere.
Den nyoprykkede Betinia LIGA-klub oplyser således på sin hjemmeside, at man har hentet Malthe Kjølby.
Han skifter fra AaB, hvor han i foråret har gjort sig som anfører på klubbens U19-hold.
I Aarhus er man svært begejstret for, at det er lykkedes at tiltrække det, de selv beskriver som “så talentfuld en spiller”:
– Malthe er en ung, lovende og spændende stopper, som vi kan være med til at videreudvikle til gavn for begge parter. Han spiller med stor karakter og vil gerne fremad med bolden, og både teknisk og taktisk bringer han sig selv godt i spil.
– Det er sjældent, man roser agenterne i den her verden, men det kan vi godt gøre i det her tilfælde. Jacob Krüger, der er Malthes agent, har tidligere været i dialog med os, da han så et godt match med vores spillestil, og den måde vi gør det på hos os. Malthe har spillet på et godt U19-hold i AaB i denne sæson, og vi har set flere rigtig gode præstationer fra hans side, når vi har været ude at scoute ham, så det har været en rigtig god proces, der passer med vores strategi om at bringe unge spillere ind i hvert vindue, siger Aarhus Fremad-cheftræner Morten Dahm Kjærgaard.

Selv ser han frem til at vise sig frem ude på Riisvangen:
– Jeg er rigtig glad og stolt over, at aftalen er landet, og jeg glæder mig til at udvikle mig både personligt og som spiller, siger den unge forsvarspiller.
– Min ambition er, at vi skal sikre os endnu en sæson i 1. division samt at holde mig inde omkring U19-landsholdet. Vi skal ud og levere en god sæson, gå forrest og vise, hvem Aarhus Fremad er, siger Kjølby, der beskriver sig selv som “en naturlig leder i forsvaret, dygtig på bolden og stærk i duelspillet”.
Malthe Kjølby fik senest minutter for det danske U19-landshold.
Her blev han skiftet ind midtvejs i kampen, der sluttede 1-1.
