
Birk klapper i om salgsemne, men: Kan godt forstå, at nogen skriver om ham
Brøndby-cheftræner Fredrik Birk var ikke meget for at forholde sig til rygterne om Yuito Suzuki.

Søndag kom det frem, at Yuito Suzuki ligner en spiller på vej til Bundesligaen.
I hvert fald kunne Sky Sports berette, at Brøndby-profilen er på kurs mod et skifte til Freiburg.
Mandag blev Brøndby-cheftræner Frederik Birk så forholdt rygterne, som han dog ikke var meget for at svare på.
Han kunne dog ikke undgå at sige lidt.
– Det kan jeg ikke. Mit fulde fokus har været på kampen, og jeg kommenterer grundlæggende ikke på spillere ind- og ud.
Har du en fornemmelse af, at det er en spiller, der godt kunne tænke sig at komme videre i karrieren?
– Det har jeg ingen kommentar til. Suzuki er en dygtig spiller, og jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der skriver om, at der er en spiller, der kunne være interessant for andre klubber, for jeg synes, at han har leveret et flot niveau i Superligaen, siger Frederik Birk til Viaplay.
Ifølge Sky Sports har den 23-årige offensivspiller bestået sit lægetjek i Freiburg.
Der meldes om en pris på omkring 60 millioner kroner, hvilket i givet fald vil være en tangering af Brøndbys rekordsalg af Daniel Agger tilbage i 2006.
Yuito Suzuki har i denne sæson lavet 11 mål i 31 optrædener for Brøndby.