Medie: Udlejet FCN’er købes fri af Dortmund
Svenske Expressen skriver, at Dortmund har besluttet sig for at hente Daniel Svensson permanent.

Når man har været fast mand og gjort god figur lige siden sin ankomst som lejespiller, er der gode chancer for at man ikke skal tilbage til sin egen klub igen.
Særligt, hvis der er en købsoption med i aftalen.
Lige netop det scenarie befinder den FC Nordsjælland-ejede svensker Daniel Svensson sig i.
Han blev i vinter sendt på leje i Dortmund, hvor han formentlig ikke kunne have håbet på at gøre det meget bedre, end tilfældet har været.
Ifølge svenske Expressen har det nu fået den tyske storklub til at beslutte sig for, at Daniel Svenssons aftale skal veksles til en permanent en af slagsen.
Faktisk skriver mediet, at det allerede er sket.
Det betyder også, at FC Nordsjælland kan notere sig for endnu et flot salg.
Mediet mener nemlig at vide, at FCN i alt modtager 90 millioner svenske kroner for handlen. Det svarer til 62 millioner danske kroner.
Den 23-årige back, der også kan gøre sig på midtbanen, har været i FC Nordsjælland siden 2020.
Hans kontrakt med Farum-klubben står til at strække sig frem til sommeren 2027.
FC Nordsjælland
Borussia Dortmund












