Sæsonen er ikke slut for AGF: – Der er altid en trøje at spille for Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sæsonen er ikke slut for AGF: – Der er altid en trøje at spille for

Selvom AGF maksimalt kan overhale FC Nordsjælland og nå femtepladsen i Superligaen, så er der stadig noget at spille for, siger Patrick Mortensen.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fem nederlag i træk.

AGF har ikke vundet en fodboldkamp siden det første opgør i mesterskabsspillet mod FC Nordsjælland, der blev spillet sidst i marts.

Efter nederlaget til Randers FC kan aarhusianerne maksimalt spille sig til en femteplads i tabellen, men det får ikke AGF-anfører Patrick Mortensen til at lukke AGF’s Superliga-sæson endnu.

For selvom der rent placeringsmæssigt ikke er meget at hente for Uwe Röslers mandskab, så er der noget andet på spil.

– Der er jo altid tre point at spille for, og der er altid en trøje at spille for. Det, synes jeg, også forpligter os overfor fansene, for byen og for os selv, siger Patrick Mortensen til Campo og den fremmødte presse efter Randers-mødet.

Med to kampe tilbage i mesterskabsspillet er der stadig en mulighed for at slutte sæsonen af med en bedre følelse, end den AGF’erne står med efter de mange nederlag, som foråret har budt på.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

– Jeg vil langt hellere gå på ferie med en nogenlunde følelse af, at vi har lagt en indsats i det, og at vi har gjort alt. Så kan det godt være, det ikke giver nogen point.

– Men dét, at vi kan kigge os selv i spejlet i de sidste to kampe, end at vi bare falder helt sammen. Det synes jeg ikke er værdigt på nogen måde. Det håber jeg, og det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi nok skal gøre, siger Patrick Mortensen.

Mortensen scorede ellers i mødet med Randers, og han topper derfor Superligaens topscorerliste med 20 mål i denne sæson.

AGF taber for femte gang i træk, mens Randers overhaler Brøndby i tabellen

FC Nordsjælland sidder på den femteplads, som AGF maksimalt kan nå at indhente i denne sæson.

Det får AGF alle muligheder for at gøre, når de netop møder FCN i den næstsidste runde af Superliga-sæsonen.

Det opgør spilles på Right To Dream Park på fredag den 16. maj med kampstart kl. 19:00.

Mest populære

Notifications

Notifikationer