Wichmanns AaB skal til eksamen: I Nordjylland kan vi også godt regne

AaB ligger lige nu under nedrykningsstregen. Derfor har AaB’s nye cheftræner et stort arbejde foran sig i sæsonens sidste tre kampe.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En sejr i 19 kampe, det er realiteten for AaB og Kristoffer Wichmann. Derfor befinder AaB sig lige nu under nedrykningsstregen.

Kristoffer Wichmann har stået i spidsen for AaB i to kampe nu, hvor de senest måtte nøjes med uafgjort mod Sønderjyske.

En kamp hvor AaB havde nogle vildt store chancer, bl.a. brændte Oliver Ross en kæmpe en af slagsen, hvor han fra kort afstand bragede bolden på overliggeren.

AaB skal derfor til en eksamen, som er delt op i tre delprøver. Den første hedder Viborg og finder sted på søndag.

AaB’s cheftræner går ind til de tre sidste kampe med stor optimisme

– Den måde spillerne gebærder sig på hver dag, det er på et niveau, der giver mig tro på, at vi kan stå stærkt mod Viborg og levere en god præstation, siger Kristoffer Wichmann til Viaplay

– Vi er sammen rigtig mange timer hver eneste dag, jeg kan se, at spillerne tager i mod mine inputs og min tilgang.

Artiklen fortsætter under billedet:

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AaB-cheftræneren er dog bevidst om, hvordan situationen er i øjeblikket.

– Jeg tror, at jeg er nogenlunde til matematik, så hvis vi er tre point efter Lyngby i sidste spillerunde, så er der ikke meget at spille om, fordi vi har dårligere målscore end dem.

– Hvis vi ikke er inde for en rækkevide, hvor vi kan overleve ved at vinde eller spille uafgjort, så bliver det svært. Her i Nordjylland kan vi godt regne, siger Wichmann.

AaB møder Viborg FF på søndag klokken 18, det er en kamp, der kan ses på TV3 Sport.

Sidst AaB mødte Viborg fik de sig en ordentlig snitter, da de tabte med cifrene 4-0.

Du kan se hele interviewet i videoen øverst i artiklen:

Mest populære

Notifications

Notifikationer