
Everton-profil var snublende tæt på vild PL-rekord: I det mindste er jeg i top-3
Everton-stopperen var tæt på at overgå to Premier League-koryfæer, hvilket ville have gjort ham historisk.

Lige ved og næsten…
Efter hele 111 kampe fra start på stribe i Premier League, måtte James Tarkowski i april udgå med en skade i Evertons hjemmebaneopgør mod Manchester City.
En skade, der nu holder Tarkowski ude i resten af sæsonen.
En bitter afslutning på sæsonen, hvor Everton-profilen ellers havde udsigt til at skrive sig ind i historiebøgerne i Premier League.
Med 111 kampe på stribe var Tarkowski nemlig blot to kampe fra at tangere rekorden for flest kampe på stribe for en spiller i marken.
I stedet må James Tarkowski nøjes med at være i top-3, hvor han nu kan starte jagten på ny efter Frank Lampard på andenpladsen med 112 kampe på stribe, mens Wayne Bridge med 113 kampe er indehaver af rekorden.
– Jeg vidste godt, jeg var tæt på. At være et par kampe fra er skuffende, men i det mindste er jeg i top-3, siger James Tarkowski ifølge Sky Sports.

Everton-stopperen kan dog bryste sig af at være den spiller, der har fået flest spilminutter, siden han selv fik Premier League-debut i august 2016.
James Tarkowski kom til Everton fra Burnley i sommeren 2022, hvor han siden da har udviklet sig til en stor profil på Merseyside-klubbens hold.
