
Rangers henter nøglemedarbejder hos Everton
Kevin Thelwell tager turen fra Everton til Glasgow.

Det er en erfaren waliser, skotske Rangers henter hos engelske Everton.
Der er næsten fuld plade på den britiske bingo med Kevin Thelwells ansættelse som sportsdirektør i den skotske storklub.
Thelwell skifter en stilling som fodbolddirektør i Everton ud med stillingen som sportsdirektør i Rangers, men først når den 51-årige walisers kontrakt på Goodison udløber denne sommer.
– Det er en kæmpe ære for mig at slutte mig til en klub af den størrelse og med de forventninger, Rangers har. Fra de første samtaler stod det klart for mig, hvor ambitiøs klubben er, og jeg glæder mig til at spille en rolle i dens næste kapitel, lyder det fra Thelwell.

Thelwell har tidligere været akademimanager i Preston, ungdomstræner i Derby, samt akademimanager, ungdomstræner og sportsdirektør i Wolves, inden han fra 2020 til 2022 var fodbolddirektør i New York Red Bulls.
Siden februar 2022 har han fungeret som fodbolddirektør i Everton.