
AGF’er færdig med øjeblikkelig virkning
Max Power forlader den aarhusianske klub før tid.

Max Power stopper i AGF med øjeblikkelig virkning.
Englænderens aftale stod ellers først til at udløbe efter sæsonen, men parterne er blevet enige om at ophæve samarbejdet før tid.
AGF skriver, at afbrydelsen af samarbejdet sker “i mindelighed”, og dermed er tiden på Fredensvang forbi for den 31-årige midtbanespiller, som kom til klubben på en fri transfer i efteråret og som nåede 18 kampe i den hvide trøje.
Power havde udsigt til begrænset spilletid i den sidste del af sæsonen, oplyser AGF, og derfor var det fint at slutte allerede nu, lyder det fra fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
– Max har hver eneste dag leveret en professionel indsats i AGF på træningsbanen og når han har været i kamp. Han er en seriøs og topprofessionel idrætsmand.
– Men uden udsigt til megen spilletid i den relative korte tid han har tilbage af sin aftale, er vi blevet enige om, at det bedste er at fritstille Max, så han nu i god tid kan planlægge sit næste skridt i karrieren – det helt sker udramatisk, og vi siger Max tak for indsatsen for AGF og ønsker ham al held og lykke i sin videre karriere, lyder det fra fodbolddirektøren.

Max Power takker for tiden i AGF, selvom den blev kort.
– Jeg har gjort mit bedste hver eneste dag, og jeg synes, at jeg har bidraget med noget til klubben. Jeg ønsker klubben held og lykke videre, og jeg vil takke fansene for deres støtte og for at få mig til at føle velkommen i byen, lyder det fra Power.
Power er noteret for 14 kampe i 3F Superligaen og fire i Oddset Pokalen. Han er noteret for en assist og et gult kort.