
To profiler sænker Villa på Wembley: Palace spiller sig i finalen
Den første semifinale af FA Cuppen faldt ud til Crystal Palace’ fordel.

Crystal Palace har spillet sig i finalen i FA Cuppen.
Det er en kendsgerning, efter at Ørnene slog Aston Villa med 3-0 i nationalarenaen, Wembley.
Og det var tre drømmescoringer fra to Palace-profiler, der gjorde forskellen for Glasners tropper, og som gør at de bliver den første finalist til dette års finale af verdens ældste cupturnering.
Efter en halv times spil var det Palace’ nummer 10, Eberechi Eze, der udenfor feltet sparkede bolden resolut ind bag Emiliano Martinez i Villa-målet til en Palace-føring.
Med godt en halv time til slutfløjt var det så Ismaila Sarr, der gjorde sin holdkammerat kunsten efter. Da bolden blev erobret på Aston Villas halvdel, drev han selv bolden frem, og så sendte han et drilsk, fladt spark i netmaskerne og fordoblede føringen.

Toppen af kransekagen blev selv samme Sarrs overtidsscoring, da han udnyttede endnu et Villa-boldtab.
Undervejs brændte Crystal Palace også straffespark, da Jean-Philipe Mateta overplacerede sit spark fra ellevemeter pletten.

Dermed holder Crystal Palace håbet om første trofæ siden 1994 i live. Der vandt klubben det, der i dag kendes som Championship.
Hvem Crystal Palace skal mødes i finalen bliver afgjort i morgen, den 27. april, når Nottingham Forest og Manchester City krydser klinger om den sidste plads.
Kampen fløjtes op klokken 17.30 og kan følges på TV3+ og Viaplay.