Nations League

Tofts bud: Sådan stiller Riemer fra start mod Portugal

Den mangeårige fodboldkommentator Flemming Toft giver sit bud på, hvordan Danmark stiller fra start mod Portugal torsdag aften.

Rasmus Højlund og de øvrige danske landsholdsspillere under en træning.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Så er tiden snart inde.

Torsdag aften gæster Portugal Parken i det første af to opgør om en plads i Nations League-semifinalerne.

Samtidig er det nu, at vi for alvor kan begynde at vurdere på ‘det nye landshold’ under Brian Riemer.

Den danske landstræner har fundet plads til en håndfuld nye navne, men er de mon i spil til startelleveren?

Det – og mere til – giver den mangeårige fodboldkommentator Flemming Toft sit bud på:

– Brian Riemer har lagt sin plan frem, selvfølgelig uden at sætte navne på. Han vil spille hurtigt, mere direkte og mere aggressivt i presspillet – og så vil han vinde trofæer. Sådan indledte Kasper Hjulmand også sin landstræneropgave, siger han og løfter sløret for det han tror kunne være aftenens danske startellever:

(4-3-3)

Mål: Kasper Schmeichel

– Schmeichel det helt sikre førstevalg – og anfører.

Forsvar: Rasmus Nissen Kristensen – Joachim Andersen – Jannik Vestergaard – Patrick Dorgu

– Rasmus Nissen efter en stabil periode i Eintracht, Joachim Andersen som en af de ypperste på sin plads i Premier League, Vestergaard på erfaring (og hovedspil), selvom han har det svært personligt og med Leicester, Dorgu som den aggressive fornyelse med hurtighed og venstrebenet.

Midtbane: Christian Nørgaard – Morten Hjulmand – Christian Eriksen

– Nørgaard er markspillets anfører og en naturlig afløser for Højbjerg, Hjulmand giver sig selv som midtbanens motor (sammen med Nørgaard) og så enten Eriksen her eller startende på venstrekanten. Han er startet inde i de seneste United-kampe og har stor betydning på- og for landsholdet.

Angreb: Gustav Isaksen – Rasmus Højlund – Mikkel Damsgaard

– Gustav Isaksen er sammen med Damsgaard og Mika Biereth de varmeste navne netop nu. Her er garanteret fart på kanten som Riemer vil have det, Højlund har vildskaben og fik scorings-selvtillid senest for United. Det er fristende at starte med Biereth, og det ville heller ikke være en overraskelse fra start med Riemers lyst til at “improvisere”, men jeg tror, at han indleder med Højlund, og så har han Biereth-kortet i baghånden. Damsgaard (vekslende med Eriksen) er den mest formstærke boldspiller lige nu – han har ikke været bedre som iscenesætter, dribler eller positionsskifter siden de glade EM-dage i 2021, slutter Flemming Toft.

Kampen mellem Danmark og Portugal fløjtes op klokken 20.45 i Parken torsdag aften.

Populære historier

Seneste

Notifications

Notifikationer

P