
Svensson trods stor Dortmund-sejr: Intet er afgjort
Den udlejede FC Nordsjælland-spiller var en del af Dortmunds store skalp i Champions League.

Daniel Svensson har fået en god start i Dortmund.
Den svenske back, der er på lån fra FC Nordsjælland, startede inde, da holdet sikrede sig et glimrende udgangspunkt med en 3-0-sejr over Sporting i Champions Leagues playoff-runde.
Men selvom Dortmund står med et stort resultat på hånden og er kommet et stort skridt nærmere avancement, vil Daniel Svensson ikke tage noget for givet, inden returkampen er spillet.
– At kampen er afgjort? Nej, selvfølgelig ikke. Alt kan ske i fodbold. Men selvfølgelig hjælper det, at vi spiller på hjemmebane i returkampen på Signal Iduna Park.
– Vi bliver nødt til at spille endnu en solid kamp, inden vi kan være sikre på noget som helst, siger den svenske Nordsjælland-lejesvend.

Borussia Dortmund har en købsoption på den 22-årige Svensson, der kan blive gjort til en obligatorisk option, hvis svenskeren opnår bestemte milepæle i klubben i løbet af foråret.
Daniel Svensson og Borussia Dortmund spiller returkamp mod Sporting næste onsdag klokken 21.00.