Real Madrid-præsidenten hylder Marcelo
Florentino Perez kunne selvsagt ikke undgå at forholde sig til Marcelos karrierestop.
15 år og 546 kampe.
Den udlænding, der nåede tredjeflest opgør nogensinde i Real Madrid-trøjen.
Og så i øvrigt også fem Champions League-titler og seks spanske mesterskaber. Det er, hvad Marcelo nåede at notere sig for i Real Madrid.
Derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, at Real Madrid-præsident Florentino Perez torsdag har været ude for at hylde Marcelo.
Den 36-årige brasilianer har nemlig valgt at indstille sin professionelle karriere.
– Marcelo er en af de største venstrebacker i både verdens og Real Madrids historie. Vi havde privilegiet af at nyde ham i lang tid.
– Han er en af vores største legender i Real Madrid, og klubben vil altid være hans hjem, siger Real Madrid-præsidenten til klubbens egen hjemmeside.
Marcelo vinkede farvel til Real Madrid i 2022.
Hans sidste klub blev Fluminense.
Real Madrid-legende indstiller karrieren