International Fodbold

Real Madrid-legende indstiller karrieren

Marcelo lægger støvlerne på hylden efter en mildest talt imponerende karriere.

Marcelo under en kamp for Real Madrid.
Foto: LauraHale/WikimediaCommons

Marcelo er færdig som fodboldspiller.

Det bekræfter den 36-årige brasilianer på sin Instagram-profil.

Han har stået uden klub siden november, hvor han vinkede farvel til Fluminense i hjemlandet.

Marcelo nåede at tørne ud for Fluminense ad to omgange.

På det brasilianske landshold blev det til 56 kampe.

Det er dog særligt i Real Madrid, at hans eftermæle lever videre.

Han nåede nemlig hele 15 år og 546 kampe i den Spanske Kongeklub, hvor han også fik æren af at bære anførerbindet ved flere lejligheder.

– Min kærlighed til fodbold kommer fra min bedstefar. Han ønskede, at jeg skulle være professionel fodboldspiller, og han gjorde alt i sin magt for at få det til at ske.

– Som 18-årig bankede Real Madrid på min dør, og jeg ankom her. Nu kan jeg stolt sige, at jeg er en ægte madrileño. Sammen med min kone har jeg her bygget en familie.

– 16 sæsoner, 25 titler, fem Champions League-titler, anfører og så mange magiske aftner på Bernabeu. Hvilken rejse. Real Madrid er en unik klub. Madridismo er en ubeskrivelig følelse, skriver han på sin Instagram.

Han vil også blive husket som en af de første ‘moderne’ og offensivt indstillede backs samt for hans gode relation til Cristiano Ronaldo inde på banen.

Hans søn, Enzo Alves, tørner desuden ud for netop Real Madrid på ungdomsniveau.

Marcelo forlod den spanske hovedstadsklub i 2022.

Det er dog ikke kun i Real Madrid, at Marcelos navn lever videre.

Fluminense, hvor han nåede 107 kampe, har nemlig også en stor plads i hans hjerte.

Det samme kan siges om den brasilianske klub, der har opkaldt sin hjemmebane efter Marcelo.

– At returnere til Fluminense betød, at jeg gav det tilbage til klubben, som den i første omgang gav mig.

– At hjælpe dem med at vinde tre titler, herunder Copa Libertadores, og efterlade en arv til den unge generation af spillere på Marcelo Vieira Stadium.

– Min historie som spiller slutter her, men jeg har stadig så meget tilbage at give til fodbolden. Tak for alt.

Marcelos CV tæller foruden fem triumfer i Champions League også seks spanske mesterskaber – og meget mere til.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P