Ottende dansker i Manchester United: Dorgu i flot selskab
Den danske komet bliver den ottende dansker, der har optrådt for Manchester Uniteds førstehold.

Patrick Dorgu er ny mand i den røde del af Manchester.
Men han er ikke den første dansker, der træder ind på Old Trafford i en Manchester United-trøje.
Den blot 20-årige dansker bliver den ottende danske spiller, der har optrådt for Manchester Uniteds førstehold i klubbens lange historie.
Den første dansker, der optrådte for De Røde Djævle var Jesper Olsen, der skiftede til klubben tilbage i sommeren 1984. Han nåede at spille 82 kampe for Manchester United og scorede 16 gange for klubben.
Danskere i Manchester United
Se listen over de otte danskere, der allerede har repræsenteret Manchester United.
- Jesper Olsen (1984-1988)
- John Sivebæk (1985-1987)
- Peter Schmeichel (1991-1999)
- Mads Timm (2002-2003)
- Anders Lindegaard (2011-2015)
- Christian Eriksen (2022- )
- Rasmus Højlund (2023- )
- *Signe Bruun har også optrådt for Manchester Uniteds kvindehold
Den nok mest velkendte danske skikkelse i en Manchester United må siges at være Peter Schmeichel. Den danske landsholdsmålmand tilbragte otte år i klubben, hvor han blandt andet vandt Champions League i 1999.

Den nuværende trup tæller allerede to danskere. De to danske landsholdsspillere Christian Eriksen og Rasmus Højlund bliver nemlig holdkammerater med den nyslåede Manchester United-dansker.

Manchester United
Patrick Dorgu












