
Hjulsager trækker rødt kort i Gents sejr over Anderlecht
Anderlechts senegaleser Moussa N’Diaye tabte kasketten fuldstændig efter en halv times spil.

Efter to sejre i træk er Anderlecht igen tilbage til at tabe i den belgiske liga.
Søndag var det Andrew Hjulsager og Gent, der hjemme på Planet Group Arena slog Bruxelles danskerklub 1-0, og Gent-danskeren spillede en ikke-ligegyldig rolle.
Japanske Atsuki Ito havde allerede efter fem minutters spil bragt Gent foran efter en kæmpe fejl af danske Mads Kikkenborg i Anderlecht-målet.
Kikkenborg spillede bolden kort ud på et målspark og fik den hurtigt retur. Her blev han presset af to Gent-angribere, men i stedet for at sparken bolden langt væk, spillede han den lige ud i fødderne på Gent-japaneren Ito.
kampens dramatiske højdepunkt kom dog efter 33 minutters spil.
Her blev Andrew Hjulsager ved et Gent-hjørnespark flået i jorden af senegalesiske Moussa N’Diaye, og da N’Diaye få sekunder efter stak hovedet op i ansigtet på Gent-anfører Stefan Mitrovic fik han to gule kort samtidigt.
🔎 | In dezelfde fase: 🟨+🟨=🟥 voor Moussa NDiaye. 😬 #GNTAND pic.twitter.com/u1PQet3NOf
DAZN België (@DAZN_BENL) February 2, 2025
Selvom Gent også blev reduceret til 10 mand, efter Leonardo Lopes ligeledes fik to hurtige gule kort i efter hinanden, formåede Anderlecht ikke at finde en udligning.
Mads Kikkenborg startede for anden ligakamp i træk i målet for Anderlecht, der også havde Lucas Hey med fra start. Andrew Hjulsager spillede første halvleg for hjemmeholdet, mens Kasper Dolberg er helt ude af Anderlecht-truppen med en skade.