‘VK’ efter nederlag: Bløde og dumme mål
En god første halvleg blev ikke omsat til sejr for Victor Kristiansen og resten af Leicester.
Leicester har gang i en svær sæson.
Det blev ikke bedre onsdag, hvor man på eget græs blev besejret af Crystal Palace med cifrene 0-2.
Det til trods, at man ellers spillede en god første halvleg og holdt nullet frem til pausen.
Danske Victor Kristiansen spillede vanen tro fra start, og han var ikke imponeret over det, som han og holdkammeraterne leverede i de sidste 45 minutter.
Særligt Crystal Palace’ to scoringer nager ham.
– Jeg synes, at første halvleg var god, måske endda noget af det bedste fra os i hele sæsonen.
– Men ja, anden halvleg var ikke godt nok. Vi bliver nødt til at score på de chancer, vi får. Og så skal vi ikke lade de her bløde, dumme mål, som opstår ud af ingenting, gå ind.
– Så vi må stå sammen, og så er vi klar igen lørdag, siger han til Leicesters eget medie.
Leicester indtager aktuelt 19. pladsen i Premier League, hvorfra man har to point op til Ipswich på den rigtige side af stregen.