Durmisi med specielt kneb efter svær periode: En ny Riza er født
Venstrebacken fortæller, at han har været igennem en svær periode og om et helt særligt kneb, der skal vise, at den er slut.
Riza Durmisi har atter fundet en ny klub.
På Cypern skal den danske back slå sine folder, og det glæder han sig til.
Efter en lang periode med meget lidt fodbold ligner det, at fremtiden bliver lys og mere kontinuerlig for den tidligere landsholdsspiller.
Siden juli 2023 er det blot blevet til 11 kampe for Durmisi, der fortæller om den svære tid.
– Jeg elsker at spille fodbold, men nogle gange er der andre prioriteringer, når man har to piger derhjemme og en dejlig kone.
– Jeg er nødt til at kigge på tingene, og se hvad der kan give mening, når jeg har to piger derhjemme, siger han til Viaplay.
Ydermere kom perioden efter en anden hård periode, hvor backen blev ramt uheldigt af corona-pandemien oven i et stort klubskifte.
Nu er den tidligere Brøndby-profil så klar til at vende tilbage til grønsværen, og det vil han gøre med en helt særlig markering.
– Jeg har skiftet navn på ryggen, så det ikke hedder Durmisi mere, så det bare hedder Riza som et tegn på, at nu kommer der en anden side af Riza, et andet liv. En ny Riza er født, siger han til Viaplay.
Durmisi skal tørne ud for Nea Salamina Famagusta i den cypriotiske liga. Tidligere har han huseret på store adresser som Real Betis, Lazio og Nice foruden Brøndby.