30 år siden: Husker du miraklet i Madrid?
6. december har en speciel plads i OB’s historiebøger.
Husker du ‘Miraklet i Madrid’?
OB-fans gør med sikkerhed. I dag er det 30 år siden, at Øens hold slog mægtige Real Madrid.
Men det lå nu slet ikke i kortene, at fynboerne skulle tage til Madrid og slå Michael Laudrup, Butragueño og resten af det stjernespækkede mandskab.
Hovedstadsklubben havde nemlig vundet det første opgør i Odense med 3-2. Det var altså svære kort, OB havde på hænderne forud for rejsen til Santiago Bernabéu.
Men som bekendt kunne de undertippede danskere rejse vantro fra det mægtige stadion. De slog kongeklubben i egen hule.
Under resultatet på måltavlen stod de to målscorere; Ulrik Pedersen og Morten Bisgaard. Sidstnævnte husker stadig scoringen.
– Jeg husker allermest selve situationen, hvor jeg sparker til bolden. Jeg løber helt fri fra eget felt og op i deres felt. Bolden er i venstre side, og jeg kalder bolden med armene, fordi jeg er helt fri.
– [Michael] Schjønberg laver en skudfinte og kommer i gennem i feltet. Jeg løber alene op i feltet, og heldigvis springer Jesper Hjort over bolden.
– Så får jeg bolden på tværs, og så er det helt instinktivt at lægge bolden imod målmandens løberetning, og jeg får et rigtig godt træf på den, og den hopper lige hen over benet på ham.
– Jeg kan huske, at jeg prøver at sparker fladt og holde bolden nede imod den retning Cañizares kommer fra, fortæller målscoreren til OB’s hjemmeside.
Efter avancement mod Spanierne ventede italienske Parma i kvartfinalerne. Det blev dog endestationen for de fynske helte, der tabte med 1-0 i Italien, og blev slået endegyldigt ud efter 0-0 i Odense.
Sejren er i folkemunde kendt under navnet ‘Miraklet i Madrid’.