Skive-anfører jagter gengældelse mod AGF
Skives anfører har en fortid i AGF, og han håber at kunne få gengæld torsdag aften i Oddset Pokalen.
Der er gengældelse i luften på Hancock Arena torsdag aften for Marco Vesterholm.
Skive IK’s anfører har som ung spillet i AGF, og netop De Hvii’e fra Fredensvang er modstanderen på torsdag i Oddset Pokalen.
Her står han overfor flere tidligere holdkammerater, som han håber at få sendt ud af pokalturneringen.
– Jeg har spillet sammen med Mikael Andersson, og Mikkel Duelund var også i klubben dengang, kan jeg huske. Det bliver fedt at få lov til at spille mod sin gamle klub og forhåbentlig også få lidt gengæld over de gamle drenge, udtaler Vesterholm til klubbens egne kanaler.
Anføreren fortæller, at 2. Divisionsmandskabet glæder sig til det store opgør mod AGF, som han ikke forventer stiller i stærkeste opstilling.
– Jeg tror måske, de har øjnene på en kamp i Superligaen på søndag (mod FCK, red.).
– For os handler det bare om at presse dem så meget, vi kan. Jeg tror på, at hvis de ikke er helt i fokus og ikke er helt skarpe, så kan vi sagtens være med.
– Jeg regner med, at i det sidste kvarter eller tyve minutter, at kunne spille med om en uafgjort eller sejr. Så er det godkendt, slutter Marco Vesterholm.
Kampen mellem Skive og AGF fløjtes op klokken 18:30 og kan ses på Viaplay.