
FCM-profil efter ydmygelse: Vi gav op, og det er pinligt
FC Midtjyllands Kevin Mbabu var pinlig berørt efter søndagens store nederlag til Brøndby.

FC Midtjylland havde det svært søndag aften hjemme på et udsolgt MCH Arena.
Brøndby kørte rundt med midtjyderne og endte med at vinde 1-5 i Herning.
Efter kampen var det en skuffet Kevin Mbabu, som beskrev FC Midtjyllands præstation.
– Det var pinligt. Vi viste ikke den rigtige mentalitet. Her tænker jeg ikke på fodbolddelen. Vi gav op, og det er pinligt.
– Et hold, som spiller med om titlen, må ikke spille sådan her. Der er mange ting, som skal ændres i de kommende uger, udtaler Kevin Mbabu til Viaplay.

Han er skuffet over, at holdet gav op foran hjemmepublikummet på MCH Arena, som var mødt talstærkt op.
– Folk har brugt penge på at komme og se os, og det her var ikke den slags præstationer, vi skal levere.
Der mangler to kampe i 3F Superligaen i efteråret. Og den 29-årige schweiziske back vil slå tilbage nu.
– Vi kan ikke gøre det dårligere. Nu må vi bounce tilbage i de næste to kampe, og holde vores hoved højt og være optimistiske, slutter Mbabu.
FC Midtjylland skal i aktion igen på torsdag, hvor rumænske FCSB venter på udebane i Europa League.
