Kvistgaarden om interesse: Drømmer om at komme afsted
Mathias Kvistgaarden lægger ikke skjul på, at han drømmer om en dag at komme afsted fra Brøndby.
Delt topscorer i 3F Superligaen.
Den titel kan Mathias Kvistgaarden bryste sig af efter sit flotte hattrick mod FC Midtjylland.
Med titlen følger der naturligvis også spørgsmål om fremtiden – specielt, når man er 22 år gammel og allerede har spillet over 100 kampe for Brøndby IF.
Derfor blev Mathias Kvistgaarden og spurgt ind til netop muligheden for, at der allerede i januarvinduet kan være bud efter Brøndby-stjernen.
– Det ville være dejligt, hvis der kommer en masse ting udefra. Man drømmer jo om at komme afsted på et tidspunkt.
– Men der er stadig kampe tilbage, og hvis det nu skulle ske, så ved man, at så står man lige pludselig og har kun et par kampe tilbage i Brøndby-trøjen i denne omgang.
– Så lige nu ser jeg bare frem mod næste kamp og nyder hvert eneste sekund, hvor jeg har den her trøje på, fortæller Mathias Kvistgaarden til Campo og de øvrige fremmødte medier til braget mellem FC Midtjylland og Brøndby IF.
I den indeværende sæson har Kvistgaarden optrådt i 19 kampe for klubben fra Vestegnen, hvor han har bidraget med 12 scoringer og fem oplæg på tværs af alle turneringer.
Brøndby-stjernen har kontrakt med de blå-gule frem til 2027.