Efter skidt stime: Sparta Prag freder Lars Friis
Sparta Prag har slået fast, at Lars Friis fortsætter som cheftræner.
Lars Friis har ikke just haft tur i den i Prag.
De regerende mestre fra Sparta Prag må nemlig tage til takke med en foreløbig tredjeplads, hvor man ligger ti point bagved ærkerivalerne fra Slavia Prag.
Efter lørdagens skuffende nederlag blev der stillet spørgsmålstegn ved den danske cheftræners videre virke i den tjekkiske storklub – og det har nu fået klubben til at reagere.
I en pressemeddelelse skriver klubben nemlig således:
– Træner Lars Friis fortsætter som cheftræner for Sparta Prags førstehold, og ligeledes gør alle hans kolleger på trænerteamet.
– Klubben deler denne oplysning, da cheftræneren blev spurgt om sin fortsatte rolle hos klubben på pressemødet efter kampen mod Banik Ostrava.
Sparta Prag tabte nemlig på skuffende vis med 1-3 til Banik Ostrava.
Dansk kasse var ikke nok: Friis og Prag taber vigtige point– Søndag blev der holdt interne samtaler i A-truppen, hvis detaljer af hensyn til de involverede bør forblive internt i omklædningsrummet.
– Den fælles opgave for alle i klubben bliver nu at overkomme den svære periode. Og det i en atmosfære af gensidig støtte og samarbejde, skriver Sparta Prag på sin hjemmeside.
Lars Friis overtog som cheftræner i Sparta Prag, efter at Brian Priske skiftede til Feyenoord henover sommeren.
I de seneste fem kampe i den hjemlige liga er det blot blevet til én enkelt sejr.