– Får en gave, hvis jeg giver ham fem assists
Clement Bischoff og Mileta Rajovic har en særlig aftale.
Det holdt hårdt på Brøndby Stadion, men det lykkedes de blå-gule at holde ud med ti mand.
Det afgørende mål faldt i første halvleg, da Clement Bischoff vippede bolden ind i panden på Mileta Rajovic, der stangede bolden ind til 1-0.
Dermed arbejdede den unge BIF’er sig også tættere på en personlig gevinst.
Du kommer til at lave mange assists, hvis I spiller med Rajovic på toppen hver gang?
– Ja, er du sindssyg! Vi har et lille væddemål om, at hvis jeg giver ham fem assists, så får jeg en gave, så jeg spiller ham hver gang, jeg kan se, at Orla Frøsnapper står derinde, fortæller Bischoff til Viaplay efter kampen.
Med sit oplæg torsdag aften har det 18-årige Brøndby-talent lavet tre oplæg til Mileta Rajovic – allesammen mod FC Midtjylland. Dermed mangler han to oplæg mere, før der venter en gave.
Den omskolede Brøndby-back lægger heller ikke skjul på, at det var en intens afslutning på opgøret.
– Det var nervepirrende. Vi ved, hvor gode de [FC Midtjylland] er på standarder, og hvor gode de er, når de sender mange ind i feltet og så at skulle sidde ude og se de sidste 20 minutter, det var forfærdeligt.
Hvad betyder det for jer at være klar til kvartfinalerne?
– Det er noget, vi har sat os op til. Det er noget, vi skal. Vi skal kunne komme i kvartfinalen lige meget hvem, der står der. Vi ved, at på Brøndby Stadion er vi de bedste, lige meget hvem vi møder, siger Bischoff.
Du kan læse mere om kampen lige her:
Trods rødt kort: Brøndby IF slår FC Midtjylland ud