
AGF-direktør efter pyroshow: Vil slå hårdt ned på de skyldige
Anden halvleg af mandagens opgør mellem AGF og Brøndby IF blev udskudt i flere minutter på grund af pyroteknik fra hjemmeholdets fans. AGF forholder sig nu til situationen.

Dramaet efter slutfløjt, hvor både Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen og Felix Beijmo fik et rødt kort hver, endte med at fylde det meste efter mandagens kamp.
I AGF har man dog ikke misset det faktum, at kampen fra anden halvegs begyndelse blev udskudt i flere minutter.
Det gjorde den, fordi klubbens egne fans affyrede oceaner af pyroteknik.
AGF har nu valgt at forholde sig til fansenes opførsel i et skriftligt svar til Campo.
– Vi tager skarpt afstand fra hændelsen i forbindelse med kampen mod Brøndby.
Under det store pyro-spektakel blev en af AGF’s vagter til kampen ramt af en prop fra fyrværkeriet og faldt, da han løb fra stedet.
– Vi er glade for, at vores vagt ikke kom noget til og vil selvfølgelig internt tage hånd om dem, der havde en ubehagelig oplevelse, lyder det fra AGF’s direktør, Jacob Nielsen i et skriftligt svar til Campo.
– Pyroteknik er ulovligt, og vi tager det alvorligt. Det bør alle gøre, når man kan se de konsekvenser, som det har haft og kan få for klubben.
– Nu undersøger vi det internt, og vi vil gøre, hvad vi kan for at finde ud af hvem, der stod bag og slå hårdt ned i form af karantæner og bøder, hvor det er muligt, lød det fra AGF-direktøren.
AGF har sidenhen offentliggjort, at man har suspenderet billetsalget til stemningsafsnittet til kampen mod Lyngby, da man regner med at få en tilskuerstraf.
