Jesper Sørensen: Ærgerlig og ked af det
Jesper Sørensen blev ærgerlig og ked af det, da Brøndby IF valgte af ophæve samarbejdet med Carsten V. Jensen.
Carsten V. Jensen er fortid på Vestegnen.
Tirsdag offentliggjorde Brøndby IF, at man havde fristillet fodbolddirektøren.
Den nyhed fik Jesper Sørensen naturligvis også, og beslutningen gjorde da også de blå-gules cheftræner ærgerlig og ked af det.
– Det gjorde mig da ærgerlig og ked af det. Det er en god kollega og et godt menneske og en person, jeg har arbejdet tæt sammen med, men fodbold er jo sådan, at ting sker, og ting sker nogle gange før, man aner det.
Carsten V. Jensen var i sin tid selv med til at ansætte Jesper Sørensen, og Brøndby-træneren ligger heller ikke skjul på, hvad CV har betydet for ham.
– Det er klart, at han har været min chef. Vi har selvfølgelig haft et meget tæt samarbejde, fordi det er os, der har stået for det sportslige omkring Brøndbys Superliga-hold, fortæller Jesper Sørensen til Viaplay.
Du kan se hele interviewet med Jesper Sørensen i videoen over artiklen.
Brøndby-trænerens egen kontrakt står til at udløbe denne sommer, men overfor for Viaplay fortæller Jesper Sørensen, at fyringen af CV ikke har ændret hans tanker om det faktum.
Den tidligere U21-landstræner har stået i spidsen for Brøndby IF siden januar 2023.