Officielt: FCN forlænger med talentfuld islænding
FC Nordsjælland har netop offentliggjort, at man en af klubbens unge talenter har skrevet under på en ny aftale.
For 15 måneder siden landede en talentfuld islænding i Farum.
Det må siges at have været et godt match mellem Daniel Ingi Jóhannesson og FC Nordsjælland.
Mandag eftermiddag har nordsjællænderne nemlig offentliggjort, at man har forlænget aftalen med den nu 17-årige offensivspiller.
FC Nordsjælland oplyser ikke, hvor lang en aftale, der er tale om, men ikke desto mindre, så er FCN-talentet meget glad for den nye aftale.
– Jeg er meget glad for at forlænge min kontrakt med FC Nordsjælland. Jeg håber, at jeg kan fortsætte min positive udvikling, og så er jeg glad for at kunne fortsætte i denne fantastiske klub.
– Jeg har valgt at forlænge med FCN, da jeg føler, at dette er det helt rette sted for mig at spille på nuværende tidspunkt. Jeg nyder at være en del af klubben, hvorfor det er dejligt at have skrevet under på en ny kontrakt, lyder det fra Daniel Ingi Jóhannesson.
FCN-kometen har et velkendt efternavn, som flere tilhængere af Superligaen formentlig genkender.
Han er nemlig lillebror til den tidligere FCK-profil Isak Bergmann Johannesson, som nu spiller i Fortuna Düsseldorf.