NordicBet Ligaen

Auri om manglende frokost: Ingen ændring siden sidste år

Campo kunne tidligere afsløre, at der er sket store nedskæringer i HB Køge, men kritikken bliver nu afvist af sportsdirektøren Auri Skarbalius.

HB Køges Auri Skarbalius i NordicBet Liga kampen mod FC Helsingør i december 2020.
Foto: Claus Birch/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

– HB Køge vil skabe de bedste rammer for talentudvikling syd for København, skriver klubben på sin hjemmeside.

Aldersgennemsnittet i klubben er da også det yngste blandt holdene i landets to bedste rækker, men når der gælder kost og ernæring er rammerne ikke i top.

Ifølge Campos oplysninger er frokostordningen i HB Køge skåret så markant ned, at spillerne kun spiser frokost i klubben to dage om ugen.

Den ene af dagene betalt af spillernes egen bødekasse, men HB Køges sportsdirektør, Auri Skarbalius, vil ikke kalde det en nedskæring.

– Vi er faktisk gået op i frokostordningen i år. Jeg ved ikke, hvad du refererer til, udtaler Skarbalius, da Campo forelægger sagen for ham.

Sportsdirektøren fortæller, at der sidste år ikke var frokost som en del af træningsugen i Køge, men at spillernes bødekasse nu er med til at finansiere det ene af ugens to måltider.

– Sidste år var der ingen frokost, så vi har lavet en aftale med spillerne, fordi vi alle sammen tænker, hvordan kan vi hele tiden arbejde på at forbedre småting. Og der valgte vi så – og blev enige med spillerne om – at et par gange om ugen, der har vi frokost. Det havde vi ikke sidste år.

Ifølge Campos kilder var der en fast frokostordning sidste år, og frokosten var også en fast del af den daglige rutine, da trænerduoen Daniel Agger og Lars Jacobsen var i klubben i forrige sæson.

Tillid til spillerne

11 ud af 26 spillere i HB Køge-truppen er under 20 år, og med en gennemsnitsalder på 22,3 år råder klubben over den suverænt yngste trup blandt de bedste 24 hold i Danmark.

HB Køge vil gerne tilbyde frokost, men har valgt at prioriterer andre områder, særligt på ungdomssiden, oplyser Skarbalius.

Det betyder, at flere af spillerne ifølge Campos oplysninger hopper forbi den nærliggende Netto for at fylde depoterne.

Auri Skarbalius stoler på, at hans unge trup får den rigtige ernæring.

– Vi underviser vores spillere allerede fra ungdommen af, i hvad der er rigtigt, og hvad er forkert at spise. Hvornår man skal gå i seng, hvordan man skal slappe af, og forberede sig til næste dag. Det er deres pligt. Det er ikke noget, vi skal. Vi vil gerne hjælpe dem, men det er ikke noget, vi skal. Vi håber og regner med, at spillerne hjemmefra gør sig umage for at være klar til træningerne.

Så du synes, at I har styr på, hvad jeres unge spillere indtager af kost og ernæring?

– Det har jeg jo sagt.

– Her har vi tillid til hinanden. Vi skaber et miljø, hvor vi kan gøre os umage. Vi skal ikke hele tiden gå rundt og jagte, om det er rigtigt eller forkert, hvad spillerne gør. Hvis de ikke gør sig umage, om det er kost, eller træning, i gym, løb eller resitution, så bliver de overhalet.

– Og det er dét miljø, vi vil skabe. Hvor der er ejerskab i de ting, man gør, lyder det fra sportsdirektøren.

Pitstop på fastfood-restauranter

Som Campo tidligere kunne fortælle, sørger klubben for mad før kampene, ligesom der før og efter hjemmekampene også er mad til spillerne.

Men det forholder sig anderledes efter udekampene.

Her gør spillerbussen stop på turen hjem, og det benytter mange af spillerne til at tage på McDonald’s eller Burger King. Det er ifølge flere kilder sket regelmæssigt.

Besøgene på fastfood-restauranter vil Auri Skarbalius ikke forholde sig til, men han erkender, at spillerne selv står for mad efter udekampene.

– Efter kampene vælger vi at sige, at det er noget, som spillerne selv skal sørge for. Om de tager mad med hjemmefra eller har noget fra før kampen, det er op til dem.

– Vi vil jo meget gerne skabe så gode rammer som muligt. Vi har de midler, vi har og de prioriteter, vi har valgt, og så er det dét, vi gør, understreger Auri Skarbalius.

Auri Skarbalius blev udnævnt som sportsdirektør i HB Køge i juni 2024 efter et års tid som teknisk direktør i klubben.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P