
Skænderi holder PSG-stjerne ude af CL-brag mod Arsenal
Paris Saint-Germain er uden Dembéle mod Arsenal tirsdag aften. Franskmanden har været i skænderi med PSG’s cheftræner, skriver fransk avis.

Paris Saint-Germain fik alle tre point fredag aften mod Stade Rennais, men alligevel gik bølgerne angiveligt højt i kølvandet på Ligue 1-kampen.
PSG-cheftræner Luis Enrique var ikke tilfreds med Ousmane Dembélés præstation, og de to endte i et mindre skænderi, erfarer franske L’Equipe.
Og det får nu konsekvenser for den 27-årige franskmand.
Enrique har nemlig valgt at udelade Dembélé fra den parisiske trup, som tirsdag aften møder Arsenal på Emirates i Champions League.
Kun Barcola har scoret flere mål end Dembélé i denne sæson, men de mange mål til trods, så har klubbens spanske manager altså udeladt den franske landsholdsspiller fra truppen.
Portugisiske Vitinha er til gengæld tilbage i den parisiske trup, som også tæller store navne som João Neves og Gianluigi Donnarumma.
Kampen mod Arsenal fløjtes op klokken 21 og kan ses på TV3+ og Viaplay.