Av, Bayern: Stor stjerne træner ikke med
En stor Bayern München-stjerne var ikke med under torsdagens træning, erfarer Bild.
Der er dårligt nyt i Bayern München.
Torsdag var en stor stjerne ikke med til træningen, og han er nu tvivlsom forud for den sydtyske storklubs Bundesliga-kamp i weekenden.
Det drejer sig om Manuel Neuer, som måtte pilles ud i pausen af Bayerns knusende 9-2-sejr mod Dinamo Zagreb.
Torsdag erfarer det tyske medie Bild, at den 38-årige målmandslegende ikke deltog i træning sammen med resten af målmandsgruppen.
Under tirsdagens Champions League-kamp var Neuer nemlig involveret i et sammenstød, som var årsagen til den tidlige udskiftning.
Den forholdt tyskeren sig også til efter kampen.
– Jeg faldt, og det tog lidt pusten af fra mig. Så sparkede jeg et par bolde, og det stak i låret. Men det er ikke noget alvorligt bare en lille ting, fortalte en optimistisk Neuer ifølge Bild.
Dog mener det tyske medie at vide, at Bayern-keeperen i stedet trænede for sig selv inden for på klubbens træningsanlæg.
Derudover regner Bayern München med, at Neuer igen kan træne med resten af truppen fredag, men hvorvidt han bliver klar til weekenden er endnu uvist.
Bayern München møder Werder Bremen lørdag klokken 15:30, og den kamp kan du se på Viaplay.