Jubler over Lønstrup: Haft tilbud fra højere hylder
Forlængelsen af Christian Lønstrup vækker stor glæde på ledelsesgangen i Hillerød Fodbold.
Christan Lønstrup har onsdag forlænget sin kontrakt i Hillerød Fodbold til sommeren 2028.
Dermed holder Hillerød Fodbold på den populære cheftræner, og det vækker begejstring hos klubbens direktør, Jackie Rasmussen.
Lønstrups aftale stod til at udløbe efter sæsonen, men nu kan direktøren ånde lettet op med den nye aftale.
– Med ‘Løns’ (Lønstrup, red.) udløb i sommeren 2025 ønskede vi en forlængelse, og jeg synes det hele giver sig selv, hvorfor vi ønsker at forlænge med ham. Det har været en god rejse og Løns har været en stor del af det her projekt som har båret slotsbyens hold til niveauer man måske aldrig turde drømme om, udtaler direktøren på klubbens hjemmeside.
Lønstrup kom til i 2020, dengang klubben lå i 2. Division. I dag er man en fast bestanddel af NordicBet Ligaen med drømme om 3F Superliga.
– Jeg synes også det er et statement fra ‘Løns’ at han vælger at forlænge her og forsat komme med viljen og troen på at han først er færdig her, når han har kørt projektet i mål.
– Det er ingen hemmelighed, at Løns har fået nogle muligheder på markant højere hylder end os, men han har dog valgt takke nej tak for at fortsætte det gode arbejde her, lyder det fra Jackie Rasmussen.
Hillerød indtager syvendepladsen i NordicBet Ligaen.
Hillerød giver lang kontrakt til eftertragtet succestræner